På denne tid af året, når efterår snart bliver til vinter, kan haven nemt være blevet en uoverskuelig losseplads af haveaffald, bunker af blade, grene, døde blomster og gamle tomatranker. Og med mindre man er enormt effektiv og disciplineret med at luge og ordne sin have, kan det meget nemt og meget hurtigt løbe af hænde.

1: Samle og høste
Samle frø og høste urter, grøntsager og frugt. Det er nu æblerne skal samles, porrerne og gulerødderne høstes og urter, såsom salvie, timian, oregano og rosmarin kan plukkes og hænges til tørre.

2: Rødder og planter
Fjerne skrøbelige rødder og planter fra jorden . Her er der især tale om georgineknolde og skrøbelige planter som f.eks. chili. Grav georgineknoldene op og læg dem til tørre hvorefter de lægges i en kølig men frostfri kælder ind til foråret. Chiliplanter er flerårige planter, så har du chiliplanterne stående i drivhuset, så sæt dem ind i en kølig og lys vindueskarm vinteren over. De vil komme til at se kedelige ud og tabe bladene, men de skal nok blive kønne igen til foråret.

3: Ukrudt og frø
Fjerne ukrudt. En god ide er at luge så meget væk i bedene som muligt, så de ikke kan få mulighed for at blive for stærke i rødderne og evt. nå at smide frø en sidste gang. Brug hænderne og ikke et hakkejern, så ikke staudernes rødder skades.

4: Løg og drivhus
Sætte hvidløg, forårsløg, tulipanløg oa. Er du den heldige ejer af et drivhus, så kan du nemt have lækre sprøde grøntsager hele vinteren igennem. Kål, radiser, pak choi, feldsalat og lignende kan sagtens stå og hygge sig i et køligt drivhus hen over vinteren. Forspir salat og kål i slutningen af september og så snart tomatrankerne visner kan vinterafgrøden sættes i drivhuset. Husk at lægge gødning ud. Nu er også tiden til at sætte hvidløg og forårsløg i haven, inden frosten kommer, og har du lyst til at se blomster allerede i marts, så er det også nu tulipan, krokus, scilla og narcisser skal have deres løg i haven.

5: Gødning
Når nu der er blev luget og georgineknoldene er blevet taget op, er det tid at lægge et godt, tykt lag gødning ud oven på jorden. Hvis du har mulighed for at hente hestegødning, som har fået lov til at ligge og formulde, fungere dette som et fantastisk vinterdække også. Og når foråret kommer skal det blot vendes i jorden.

6: Vinterdække
Finde vinterdække. Der er selvfølgelig også buske og stauder som ikke behøver et lag gødning, og her kan i stedet bruges mange forskellige ting som vinterdækning; nedfaldne blade, halm, gran fra juletræet eller grene og kviste fra beskæringen af træer og buske. Træbark, som f.eks. lægges omkring rosenbuske fungerer også fint som vinterdække.

7: Græs
Slå græs for sidste gang. Det er ikke altid nemt at gennemskue og vurdere hvornår der skal slå græs inden den første sne, og hvor ofte det er nødvendigt. Men nu er tiden kommet. I oktober og november vokser græsset næsten ikke mere. Find en nogenlunde tør eftermiddag og tag det sidste græs. Hvis ikke dette bliver gjort, klasker græsset til sidst sammen og rådner, hvilket til foråret vil resultere i store grimme huller i plænen, som meget nemt overtages af f.eks. kvik.

8: Blomster
Plant barrodsplanter og del stauder. Hvis du overvejer at udvide din have med flere roser og andre barrodsplanter, så er det også nu det kan gøres. Der skal ikke ligges på den lade side her før vinter! Lav en lækker ”seng” for din barrod – et dybt hul med masser af muld, gødning og vand, sæt roden i og dæk derefter til med jord og vinterdække som før nævnt. Har du stauder du gerne vil have flere af, såsom pæoner, kærmindesøster, brudeslør osv. Så er det nu de kan deles og sættes et andet sted. Med det fleste gælder tricket at tage en skarp spade og del roden i jorden lige på midten, hvorefter denne graves op og sættes et andet sted.

9: Træer og buske
Beskæring af frugttræer – let beskæring af rosenbuske. Tiden er også nu til en beskæring af havens frugttræer. Her er det dog en fordel hvis du allerede om sommeren har fået udset dig de grene som var for tunge eller for besværlige, og som derfor skal af. Det er nu træerne kan formes sådan som de skal se ud.

10: Krukker og plantepinde
Krukker og plantepinde rengøres og sættes på hovedet så de ikke springer. Hvis du har terra cotta krukker i din have, skal de stadig beskyttes mod frosten, selvom vi bliver lovet at de ikke springer af frosten. Dette kan dog kun garanteres hvis de ikke står ude med jord i og fyldes med vand. Når den første frost har sat ind, skal krukkerne tømmes. Mange af planterne i krukkerne, som f.eks. urter (timian, rosmarin, oregano osv.) kan med fordel sættes i et hjørne i drivhuset med den rengjorte krukke stående som et låg over planten.  Her står både plante og krukke fint og klar til brug til næste forår.

Af Stella Nielsen