698902_22467514De syv familier, Jesper Duwe Nielsen har boende i sin have, har lige nu hver omkring 12.000 summende medlemmer. De syv familier består nemlig af bier.

Tusindvis af bier samler sig omkring de midterste rammer i bistadet, da biavler og formand for Aarhus- og Omegns Biavlerforening Jesper Duwe Nielsen løfter låget og puster røg ned til dem. I de midterste rammer foregår ynglen, og arbejderbierne samler sig derfor for at beskytte æggene og larverne og for at sørge for, at temperaturen forbliver på 34 grader, for så varmt skal der nemlig være, forklarer Jesper.

Lige nu bor der ”kun” omkring 12.000 bier i hver af Jespers syv bistader, men dronningen har travlt med at lægge æg, og hun lægger op mod 3000 æg om dagen. Når sommeren kommer, vil hver familie tælle ca. 60.000 bier.

Helt tæt på naturen
Jesper er vokset op med bier. Hans far og bedstefar var biavlere, og Jesper har altid vidst, at han på et eller andet tidspunkt også gerne selv ville have bier. Jesper bor nu i et villakvarter med tilhørende have, børnene er flyttet hjemmefra og nu er tiden til det. I år går han sin femte sæson med bier i haven i møde.

”Bier betyder rigtig meget for mig. Det er sådan en adspredelse fra en eller hektisk hverdag. Når du kommer ud til bierne, er det næsten meditativt at stå og passe dem”, siger Jesper, der nyder at have naturen helt tæt på.

Jesper sammenligner det at holde bier med andre fritidsinteresser som f.eks. golf, men det særlige ved biavl er, at det er levende væsner, man har med at gøre. Og bier er meget sensitive, og påvirkes derfor let af deres omgivelser.

”Vejret påvirker bierne meget. Hvis det er dårligt vejr, så hold dig væk. Man skal også være rolig, når man omgås bierne, hvis ikke man er det, kan bierne mærke det”, siger Jesper, der flere gange har prøvet at blive stukket.

”Men omvendt er det sjovt, for vi føler, at vi kender bierne, og de kender os. De kender vores duft, og vi kan stikke snuden helt hen til dem, hvis bare vi er rolige”, tilføjer Jespers kone, Else Marie Østergaard, der nyder livet i haven og ofte tager del i arbejdet med bierne.

Passion og planlægning
Som biavler har man kun kontakt med bierne i sommerhalvåret, der typisk strækker sig fra marts/april til oktober/november alt efter vejret. I vinterhalvåret passer bierne sig selv. Jesper, der har syv bifamilier, bruger ca. 10-15 minutter om ugen pr. familie. Den vigtigste opgave er at sikre bierne mod varroa miden; en mide, der siden 1980’erne har angrebet bifamilier ved at snylte på bierne. Bekæmpes miderne ikke, uddør en bifamilie på 2-3 år.

”Bierne kan ikke passe sig selv. Det kræver planlægning og ansvar at være biavler. Man kan godt udskyde arbejdet to-tre dage, men ikke mere. Det er bierne, der bestemmer,” siger Jesper og påpeger, at det jo er dyr, man har med at gøre.

Foruden at se til bierne en gang om ugen, skal gevinsten selvfølgelig høstes; nemlig honningen. Dette foregår én-to gange årligt i juni og august måned. Er man forhindret i at høste honningen, er det dog ingen katastrofe, for så bruger bierne det selv som vinterforråd.

Et godt forhold til naboerne
Inden Jesper anskaffede sig sine bier, var han rundt og spørge naboerne i villakvarteret, hvad de syntes om ideen.

”De syntes, det var alletiders,” siger Jesper. Han mener, at man skal og bør spørge naboerne, hvis man overvejer at blive biavler. Bier er ikke farlige, og det er sjældent dem, som gør os uønsket selskab ved frokostbordet på terrassen, det er hvepsene.
”Men det ved naboen ikke altid, så en god idé er at skaffe nogle foldere fra en biavlerforening, så naboen ved, hvad det går ud på. På denne måde vil han sjældent have noget at indvende”, siger Jesper.

Jesper og konen Else Marie sidder ofte på terrassen om foråret og sommeren, og når bierne begynder at summe, stikker naboen hyppigt hovedet over hækken til en snak om bierne og foråret.

”Når naboerne kan se, at mine bier begynder at arbejde og summe flittigt rundt i haverne, er det et sikkert tegn på forår”, siger Jesper, der i ny og næ forærer et glas honning væk som tak for godt naboskab.

Biavl er for alle
”Alle kan som udgangspunkt blive biavler. Det eneste, det kræver, er interesse, ansvar og vis fysisk styrke; man skal kunne løfte mange kilo, for kasserne vejer 15-30 kg.” siger Jesper, der til daglig er civilingeniør. ”Og så skal man selvfølgelig ikke være bange for at blive stukket, for det bliver man nogen gange,” tilføjer han.

Hvis man har lyst til selv at prøve kræfter med biavl, kan det gøres for få tusind kroner. Typisk vil en bifamilie og udstyr koste mellem 3000- og 5000 kroner, og det er gennem biavlerforeninger muligt at købe en såkaldt begynderpakker. Gennem biavlerforeninger er det også muligt at tage et kursus i biavl.

”Jeg vil anbefale, at man tager et kursus i biavl, eller at man tager i mesterlære hos en erfaren biavler. Det gode inden for biavl er, at kollegaerne gerne vil lære fra sig. Ingen sidder på sin viden, og der er et godt fællesskab”, siger Jesper.

Jesper har sin egen lille honningbiks, hvor han sælger honning til familie, venner og bekendte. To glas honning er sjældent ens, og det er derfor meget forskelligt, hvad Jesper tager for et glas honning. En god pris for Jesper er 25-40 kr. pr. glas. afhængig af vægt og årstid.

”Man skal ikke gøre det for at tjene penge, man skal gøre det, fordi man har interessen for det,” siger Jesper. Han kigger op på konen. De to bliver enige om, at bisamfundet er en fantastisk verden i harmoni med sig selv, og at der selvfølgelig ikke findes noget bedre, end et stykke ristet rugbrød med honning på.

Oplev bierne tæt på
Har du lyst til at lære mere om bier og biavl, eller har du bare lyst til at komme helt tæt på, har du muligheden i Aarhus.

Den Gamle By i Aarhus
I Den Gamle By er tre bistader, som hver lørdag kl. 14-15 i månederne fra maj til august bliver passet af en biavler. Gæster er velkomne til et kig og en snak med biavleren.

Den Bi-venlige Have
Den Bi-venlige Have ligger på Vejlby Landbrugsskole i Vejlby nord for Aarhus, og er en have fyldt med særligt bivenlige blomster og bier. Haven kan besøges mandage efter aftale med formand for Aarhus- og Omegns Biavlerforening Jesper Duwe Nielsen. Jesper kan kontaktes via www.aarhusbiavl.dk

Søndag d. 22. Juni 2014 kl. 12-16 afholdes desuden ”Store Slyngedag” i Den Bivenlige Have, hvor det er muligt at komme og se, hvordan biavlerne høster honning, og hvor du desuden kan få lov at smage den nyslyngede honning.

Tekst og foto: Rikke Baltzer Knudsen